Nylige teknologiske fremskridt har gjort det muligt at udvikle metoder, der kan identificere kræft-DNA i blodprøver. Påvisning af kræft-DNA i blodet er en markør for, at der er kræftceller et sted i kroppen. Tests for cirkulerende DNA (ctDNA) er derfor en lovende strategi til at identificere og opspore kræft samt monitorere behandlingseffekt. Flere studier tyder på, at målinger af cirkulerende DNA kan opspore tilbagefald af kræft helt op til 16 måneder tidligere, end det er muligt i dag. Som nogen af de første i verden har danske forskningsgrupper tilknyttet centret allerede iværksat cirkulerende DNA guidede kliniske interventionsstudier.

Målene med det nationale forskningscenter er at:

  • Skabe en optimal platform for samarbejde, hvor alle relevante aktører bringes sammen med henblik på at fremme forskning i cirkulerende DNA på højeste internationale niveau
  • Danne en effektiv ramme til optimal indførelse af evidensbaseret anvendelse af guidet behandling og opfølgning i Danmark
  • Forbedre udredning, behandling og opfølgning og dermed overlevelse og livskvalitet for danske kræftpatienter

Før de lovende forskningsresultater kan implementeres i klinisk praksis, er der behov for robuste, tværfaglige og nationalt organiserede kliniske studier, der dokumenterer fordelene ved metoderne i form af bedre overlevelse og livskvalitet for patienterne. De kliniske forsøg skal undersøge anvendelsen af analyse til:

  • Tidlig opsporing af cancer hos personer uden symptomer
  • Identifikation af patienter med restsygdom med henblik på at guide beslutningen om adjuverende onkologisk behandling og/eller frekvensen af eventuel billeddiagnostisk opfølgning
  • Monitorering af behandlingseffekt

Det tilstræbes at tilbyde deltagelse i relevante kliniske forsøg til patienter i hele landet.

Centret ledes af professor Claus Lindbjerg Andersen og professor Lars Dyrskjøt Andersen fra Aarhus Universitet samt Molekylær Medicinsk Afdeling (MOMA) på Aarhus Universitetshospital.

Du kan læse mere om forskningscenteret på ctDNA.dk

Kontakt

Claus Lindbjerg Andersen
Professor
Centerleder
cla@clin.au.dk

Lars Dyrskjøt Andersen
Professor
Vicecenterleder
lars@clin.au.dk

Anne Lærke Lorentzen 
Videnskabelig Koordinator 
anne.lorentzen@clin.au.dk
tlf: 78 45 53 39 

Organisering

Arrangementer