Om DCCC
DCCC er det nationale, forpligtende samarbejde om forskning og udvikling af kræftområdet og organiseret som et nationalt center med en bestyrelse, en styregruppe, et fagligt udvalg og et sekretariat. Centret har et solidt og differentieret fagligt fundament og er samtidig stærkt forankret i ledelsessystemet hos både regioner og universiteter.
Vores vision er, at alle danske kræftpatienter skal have adgang til den bedste forskningsbaserede diagnostik, behandling og opfølgning. Et stærkt nationalt samarbejde i regi af DCCC skal være med til at sikre en høj og ensartet kvalitet i forskning og behandling.
Det ledelsesmæssige ansvar for at godkende og igangsætte initiativer, der støtter op omkring DCCC’s målsætninger, ligger hos styregruppen. Fagligt Udvalg fungerer som motoren i samarbejdet og er med til at udvikle nye regionale eller landsdækkende initiativer, der kan fremme dansk forskning, forebyggelse og behandling af kræft. Bestyrelsen består af regionernes sundhedsdirektørkreds, og er det øverste besluttende organ.