Bevillingsbetingelser
Bevillingshaver (hovedansøger) er regnskabsansvarlig overfor DCCC's ledelse. Krav og ramme beskrives i bevillingsbrevet, som bevillingshaver modtager, hvis et initiativ har fået tilsagn om støtte. Dertil komme de helt generelle bevillingsbetingelser, der betyder, at det ikke er muligt at bruge midlerne på:

  • Udgifter til transport internt i Danmark (fraset eksterne oplægsholdere)
  • Overhead (administrationsbidrag, husleje, lys, vand m.v.)
  • Udgifter, der er afholdt før ansøgningstidspunktet
  • Computere og computerudstyr
  • Etablering eller drift af biobanker
  • Udarbejdelse af guidelines, der hører under regionernes kliniske kvalitetsudviklingsprogram (RKKP)
  • Gennemførsel af forskningsprojekter

Med 'eksterne oplægsholdere' mener vi personer, der ikke har en ansættelse ved enten en region, universitet, sundhedsstyrelse/ministerie eller Kræftens Bekæmpelse.

Der er gode muligheder for at søge støtte til konkret frikøb (VIP og/eller TAP løn), men en bevilling kan i udgangspunkt ikke benyttes til at udbetale honorar med mindre dette er tydeligt aftalt i forbindelse med ansøgningen og det efterfølgende bevillingsbrev.

Regnskabsaflæggelse og erfaringsopsamling
Der skal aflægges et endeligt regnskab senest tre måneder efter initiativets afslutning – dog senest to år efter bevillingen er modtaget. Hvis initiativet ikke gennemføres, kan støttebeløbet kræves helt eller delvist tilbagebetalt. Aktiviteterne i det støttede initiativ skal ligge inden for det beskrevne i ansøgningen, og bevillingen må kun benyttes til dette initiativ.

Bevillingen skal til enhver tid anvendes inden for de almindeligt gældende regler og takster for den regionale forvaltning.

På denne side finder du et skema til aflæggelse af regnskab og erfaringsopsamling, som du skal udfylde og sende sammen med relevante bilag fil til dccc.bevilling@dccc.dk

Følgende bilag skal som minimum vedlægges regnskab:

  • Posteringsoversigter

  • Udskrifter fra lønsystemet for ansatte aflønnet/frikøbt af bevillingen - grundløn, tillæg, pension, feriepenge mv. for den afregnede periode skal fremgå af udskrifterne.

  • Har man i forbindelse med ansøgningen fået godkendt transportudgifter til eksterne oplægsholdere skal rejseregnskab med originale billetter, kvitteringer eller fakturaer vedlægges regnskabet. Billigste rejseform skal normalt benyttes.

  • Er der posteringer hvor posteringsteksten ikke er selvforklarende, skal det vedlægges udgiftsbilag inkl. forklarende tekst.

DCCC forbeholder sig ret til at bede om at få tilsendt alle udgiftsbilag, hvis dette vurderes nødvendig for at kunne godkende regnskabet.

Bemærk, at der jf. ovenstående ikke kan godkendes udgifter til transport (fraset eksterne oplægsholdere), overhead (husleje, lys, vand m.v.) samt udgifter, der er afholdt før ansøgningstidspunktet. Ved udgifter til transport for eksterne oplægsholdere må der ikke rejses på første klasse, og kørsel i egen bil godtgøres efter statens takster for det år, hvor udgiften er afholdt.

Regnskabet skal altid underskrives af bevillingshaver, da vedkommende er ansvarlig for, at bevillingsbetingelserne overholdes.

Hvis du har spørgsmål til regnskab eller erfaringsopsamling, er du velkommen til at kontakte DCCC’s specialkonsulent.